De mere end 340 racer, der er anerkendt af FCI, er opdelt i 10 grupper efter type og anvendelse, og grupperne bedømmes på forskellige dage på udstillingen. Bedømmelsen følger altid et bestemt mønster.
Hundene bedømmes racevis, og grundlaget for bedømmelsen er racens standard, hvor racens udseende og karaktertræk er beskrevet.
Først bedømmes hvalpe af begge køn. Derefter bedømmes hannerne og så tæverne i klasser efter alder og tidligere opnåede prøver og championater. De to køn mødes først i konkurrencen “Bedst i racen/Bedst i modsat køn (BIR/BIM)”.
Bedømmelsesforløbet trin for trin samt farverne på de forskellige bånd og rosetter er også vist i et skema, som man kan få udleveret på DKK’s internationale udstillinger. Skemaet som pdf-fil (Adobe Acrobat) får du frem ved at klikke nedenfor.
Hvalpeklassen (uofficiel klasse) er for hunde fra 6-9 måneder.
Championklassen er for hunde, der inden udstillingen allerede er blevet national eller international champion. Hunde, der har opnået dansk championat, skal anmeldes i denne klasse. I championklassen er minimumsalderen 15 måneder. Hunde anmeldt i championklassen konkurrerer ikke om certifikat til det danske championat.
Unghundeklassen er for hunde fra 9-18 måneder. Hunde anmeldt i unghundeklassen konkurrerer ikke om CACIB (certifikat til internationalt eksteriørchampionat).
Mellemklassen er for hunde fra 15-24 måneder.
Åben klasse er for hunde, der er mindst 15 måneder.
Brugshundeklassen er for hunde, som har bestået en brugsprøve, der giver adgang til brugshundeklassen. Dette brugsprøvekrav varierer fra race til race. Minimumsalderen for at deltage i brugshundeklassen er 15 måneder.
Seniorklassen er for hunde i alderen 7-10 år.
Veteranklassen er for hunde over 10 år.
Der konkurreres derudover også i juniorhandling, hvor unge i alderen 10-17 år dyster om at være bedst til at fremvise hunden, i avlsklasse, hvor en han eller tæve stiller med 4 stk. afkom, samt i opdrætsklasse, hvor hundene stiller i grupper af 4 hunde af samme race fra samme opdrætter.
Hundene bliver bedømt i rækkefølge efter katalognummer.
For hver enkelt hund foretages først en kvalitetsbedømmelse. Der kan tildeles tre kvalitetspræmieringer:
- 1. præmie (rødt bånd) gives til en typisk og i alt væsentligt rigtigt bygget hund, hvis fortrin er så væsentlige, og hvis fejl er så uvæsentlige, at den kan siges at være en fortrinlig repræsentant for sin race.
- 2. præmie (blåt bånd) gives til en hund af meget god type og bygning, hvis eksteriørfejl ikke er mere fremtrædende, end at den kan siges at være en god repræsentant for sin race.
- 3. præmie (gult bånd) gives til en hund af god type, hvis eksteriørfejl ikke er af en sådan art, at den kan siges at være en dårlig repræsentant for sin race.
Der kan endvidere gives KIP eller 0-præmie.
KIP (kan ikke præmieres) betegner, at dommeren ikke kan afgøre, hvilken præmiegrad hunden fortjener.
0-præmie er en diskvalificerende betegnelse og gives til hunde, som har anatomiske, typologiske eller psykiske fejl.
Hundene fra den bedste kvalitetsgruppe (1. præmie-hundene) deltager i konkurrencebedømmelser, hvor de bedste placeres som 1., 2., 3. og 4. vinder og modtager henholdsvis et rødt, blåt, gult eller grønt bånd.
Hunde af ekstra høj kvalitet kan her tildeles betegnelsen certifikatkvalitet (CK), som vises ved, at hunden tildeles et lilla bånd. De hunde, der i de officielle klasser opnår betegnelsen CK, går videre til den næste konkurrenceklasse.
Under bedømmelsesforløbet uddeles der i Bedste han klasse/Bedste tæve klasse certifikat (rødt/hvidt bånd), som er et trin på vejen til det danske championat. Der kan endvidere tildeles CACIB (hvidt bånd), som fører frem til hundens internationale championat eller Reserve-CACIB (orange bånd), som i visse tilfælde kan træde i stedet for CACIB'et.
Trin for trin skrider bedømmelsen frem, til man når hen til konkurrencen om at blive “Bedst i racen” (BIR) (rød/gul roset) og “Bedst i modsat køn” (BIM) (blå/gul roset), hvor der kun er 2 hunde tilbage. Den hund, der bliver “Bedst i racen”, går videre til eftermiddagens gruppefinaler i store ring, hvor hunde af forskellige racer - men af samme gruppe - mødes.
Vinderne af de 10 gruppefinaler går til sidst videre til konkurrencen om “Best in Show” (BIS), hvor udstillingens bedste hund kåres.
Vi henviser endvidere til DKKs reglement for udstillinger og skuer for mere detaljerede oplysninger om bedømmelsesforløbet.
Præmieringsbånd og rosetter
Efter enhver bedømmelse og konkurrence udleveres der i alle klasser bånd, hvis farver angiver opnåede præmieringer/placeringer som følger:
Særdeles lovende (hvalpeklasse): Lyserødt bånd
Lovende (hvalpeklasse): Lyseblåt bånd
Mindre lovende (hvalpeklasse): Gult bånd
Racens bedste hvalp: Rød roset
1. præmie: Rødt bånd
1. vinder: Rødt bånd
2. præmie: Blåt bånd
2. vinder: Blåt bånd
3. præmie: Gult bånd
3. vinder: Gult bånd
4. vinder: Grønt bånd
SL (unghundeklasse): Smalt lilla bånd
CK (certifikatkvalitet): Lilla bånd
Dansk certifikat (CAC): Rødt/hvidt bånd
Internationalt certifikat (CACIB): Hvidt bånd
Reserve-CACIB: Orange bånd
Dansk championat: Rødt/grønt bånd
BIR (Bedst i racen): Rød/gul roset
BIM (Bedst i modsat køn): Blå/gul roset
Reglur sí annars:
http://www.dansk-kennel-klub.dk/633